Vores by. Vores område. Vores ansvar.

At skabe overblik over Kommuneplan 2025–2037 kan for den enkelte borger være en stor udfordring. Men ønsker man reelt borgerinddragelse, er det netop her, det hele begynder – i visionerne og rammerne for de næste 12 års udvikling.

Men kan vi så stole på de rammer?

På nogle områder bevæger kommuneplanen sig helt ned på lokalplansniveau – mens andre væsentlige strategier, som Den Grønne Trepart, slet ikke er nævnt. Det betyder, at en central indsats for fremtidens natur- og landbrugsarealer ikke er en del af den plan, der netop nu er i høring.

Det skaber flere væsentlige udfordringer:

  • Risiko for, at kommuneplanen og grønne initiativer trækker i hver sin retning.
  • Uklarhed om, hvilke projekter der faktisk kan gennemføres – og hvilke der kan ændres eller bortfalde.
  • Udfordringer for borgere, der vil ytre sig kvalificeret i høringsperioden, når overblikket mangler.
  • Fare for, at lokal indsigt og viden om sårbare områder ikke bringes i spil i tide.

For øjeblikket inviteres der til lodsejermøder om Den Grønne Trepart – det er et vigtigt initiativ, men det foregår uden sammenhæng med kommuneplanen og uden lokal borgerinddragelse, hvilket underminerer helhed og åbenhed i planprocessen.
Det stiller borgerne i en vanskelig situation for hvordan kan man forholde sig seriøst til en helhedsplan, når væsentlige brikker endnu mangler?

Borgergruppen for Ansvarlig Udvikling i Kystområdet

ser ovenstående som en bekræftelse af, at der fortsat venter store opgaver i forhold til at sikre reel og tidlig borgerinddragelse i kommunens planlægning.

Læs kommuneplanforslaget her.